Ane vil gerne arbejde med mennesker der er sprogligt udfordret efter f.eks. blodprop i hjernen eller medfødte handicaps.
Ane føler sig meget jordnær i forhold til mange af sine studiekammerater i København. Hun inviterer gerne studiekammerater hjem til en kop te, ligesom man vil gøre på Vestsjælland, hvorimod hendes Københavnske studiekammerater oftest går på café og måske er hurtigere til at hive penge op af lommen.
Ane synes ikke, at hun ikke bliver forstået eller drillet med sin dialekt. Hun oplever måske mere en forskel i mentalitet end i sproget.
Efter studietiden vil Ane gerne bo uden for København igen, hvor der er mere ro og fred – men hun vil ikke helt tilbage i Lille Fuglede, hvor hun er vokset op.
Ane mener ikke, at vi mister så meget, hvis dialekterne forsvinder. Hun mener ikke, det betyder så meget for de unge, men synes, det er meget charmerende, når folk taler med forskellige dialekter, og synes det er vigtigt, at alle er tolerante over for forskelligheder og sprog.