Dialektforskere bliver ofte spurgt om, hvor mange dialekter vi har i Danmark.
Det spørgsmål kan der ikke gives et præcist svar på. Svaret afhænger nemlig af, hvordan man definerer en dialekt, og hvilke kriterier der afgør, hvornår en dialekt adskiller sig fra en anden.
Overordnet findes der tre dialektområder i Danmark:
- Jysk
- Ømål
- Bornholmsk
På Københavns Universitet har dialektforskerne valgt at dele de tre overordnede dialekter ind i en række dialekter.
På dialektkort herunder kan du se inddeling i de enkelte dialekt områder.
Et andet kort med næsten samme inddeling kan du se her.
Illustration fra Wikimedia Commons
Ømål | Jysk | Bornholmsk |
Amagermål | Nørrejysk (vestjysk og østjysk) | |
Sjællandsk Nordsjællandsk | Vestjysk Thybomål | |
Sydømål Østmønsk | Østjysk Vendsysselsk (m. Hanherred og Læsø) | |
Fynsk Østfynsk | Sønderjysk Vestlig sønderjysk (m. Mandø og Rømø) |
En eller et hus
Alle navneord har et køn. Det ser du, når du sætter artiklen foran eller efter navneordet. F. eks.
en bil – bilen (fælleskøn)
et hus – huset (intetkøn)
Systemet med køn er bevaret i de traditionelle dialekter.
På kortet herunder kan du se, hvilke egne der har henholdsvis tre, to og et køn.
Oprindelig har dansk som de andre skandinaviske sprog tre køn: Hankøn, hunkøn og intetkøn.
Helt tilbage i middelalderen begyndte hankøn og hunkøn at falde sammen i fælleskøn, og dansk rigsmål har derfor i dag to køn – fælleskøn (f.eks. en hest) og intetkøn (f.eks. et hus).
Mange danske dialekter har bevaret et trekønssystem helt op til i dag. F. eks. vendelbomål og bornholmsk. Omvendt adskiller vestjysk sig ved kun at have et køn idet intetkøn er faldet sammen med fælleskøn, så det hedder en hus, en bil.
På kortet kan du se hvor man bruger henholdsvis et, to og tre køn.
Illustration Wiki commons
